Min tilgang

Jeg er optaget af det, der foregår under overfladen

Vi mennesker er mere end vores tanker og den historie, vi kan fortælle om os selv.

Vores erfaringer sætter sig også i kroppen. I vores nervesystem, vores følelser, vores relationer og vores automatiske måder at reagere på.

Noget af det, der påvirker os mest, er derfor ikke nødvendigvis det, vi bevidst tænker over.

I terapien er jeg nysgerrig på disse sammenhænge.

Krop og nervesystem

Kroppen reagerer ofte, før vi selv når at forstå, hvad der sker.

Ved at blive mere opmærksom på kroppens signaler kan vi få adgang til information, som kan være svær at nå gennem samtale alene.

Jeg arbejder derfor med at skabe større kropsbevidsthed og med at undersøge, hvordan nervesystemets tilstand påvirker vores tanker, følelser, relationer og handlemuligheder.

Det ubevidste

Ikke alt i os kan forklares rationelt.

Billeder, symboler, kropslige fornemmelser, musik og følelser kan være veje til dele af os, som endnu ikke har fundet et klart sprog.

Min baggrund som musikterapeut og min efteruddannelse i Guided Imagery and Music har givet mig en særlig interesse for disse processer.

Ressourcer og potentiale

Jeg er ikke kun optaget af det, der skaber problemer.

Jeg er også optaget af det, der allerede fungerer i dig.

Hvad er dine ressourcer? Hvad forsøger at komme til udtryk? Hvad får dig til at føle dig levende? Og hvad bliver muligt, når du får bedre adgang til det?

Jeg ser terapi som et sted, hvor vi både kan forstå det, der har været, og undersøge det, der gerne vil udvikle sig.

Integral Somatic Psychology

Jeg er i gang med den afsluttende del af min uddannelse i Integral Somatic Psychology (ISP).

ISP har styrket mit arbejde med kroppens rolle i psykoterapi og med, hvordan følelser og oplevelser kan bearbejdes gennem en større kontakt til kroppen.

Min tilgang er integrativ. Jeg bruger ikke én metode på alle, men tilpasser terapien til det menneske, jeg sidder overfor.

Scroll to Top