Er det normalt, at jeg ikke har følt, at jeg har elsket en mand?

Hej Gitte

Jeg er en kvinde på 46 år, der har været i flere forskellige relationer til mænd i mit liv.

Jeg er mor til to piger i 20`erne, som jeg har med en mand, og til en søn på 11 år med en anden mand, som desværre nu er gået bort. Vi var dog ikke sammen det meste af min søns liv, men delte ham 7/7.

Jeg har siden haft elskere, korte forhold og et “længere” forhold på 2 1/2 år, som afsluttede for nogle måneder siden.

Det her med relationer har aldrig været min stærke side. I hvert fald ikke, når det kommer til at skabe dybe relationer. Hverken parforhold eller venskaber. 

Jeg har dog brugt meget energi på mænd i mit liv, og nedprioriteret at arbejde på at få skabt nogle gode venskaber, hvilket jeg er ked af. 

På den ene side. 

For inde i mig føler jeg, at jeg ikke gider. Eller orker de tætte relationer. Jeg elsker mit eget selskab, men synes samtidig det er foruroligende, at jeg ikke har en større trang til dybere bindinger. 

Jeg ved ikke om det er en forsvarsmekanisme i mig, der beskytter mig. Bange for at blive afvist. Eller om det virkelig forholder sig sådan?

Som barn og ung elskede jeg at være sammen med andre, men som ung oplevede jeg, at det blev sværere for mig, fordi jeg følte mig så usikker. 

Senere i livet har jeg haft følelsen af, at folk ikke synes jeg er interessant nok til at gide se igen og igen. Så måske har jeg med årene bare givet op og lukket i? 

Jeg er en mere introvert person, men har masser af spændende interesser at dele ud af, hvis det er det, så det er ikke fordi jeg føler mig uden indhold at byde ind med. 

I bund og grund tror jeg, at jeg har brugt så meget energi på mine intime relationer til mænd, at jeg også har udelukket alt andet. 

Jeg har indgået i destruktive relationer tidligere i livet. Jeg har altid været god til at være forelsket. Men derefter, har jeg ikke følt kærlighed. 

Måske har jeg været så blindt forelsket, at jeg i virkeligheden ikke har set mennesket bag, så når den har lagt sig, så føler jeg intet. Eller. 

På baggrund af en meget ustabil og kaotisk opvækst, så har jeg måske lært at være i de store følelsers vold, så når der ikke er store følelser i spil, så kan jeg simpelthen ikke mærke mig selv. Mærke noget. Når dopaminet lægger sig.

Beklager. hvis det bliver lidt rodet. Det er svært at vide, hvor jeg skal starte eller ende. 

Jeg stiller en masse spørgsmål, som du selvfølgelig ikke umiddelbart kan svare på, men mit basic spørgsmål går nok ud på, om det er almindeligt, at jeg ikke virkelig har følt, at jeg har elsket en mand? 

Jeg elsker mine børn. Jeg elsker min familie. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men tilliden til at elske i et forhold og i et venskab, den er der bare ikke. Åbenbart. 

Så jeg føler jeg isolerer mig. Gør mig usynlig. Gemmer mig væk. Og har gjort det meget gennem mit liv. Bange. Angst. Og jeg er nået en alder, hvor jeg meget gerne vil til bunds i det her. 

Jeg accepterer, at jeg ikke er et multi-socialt menneske. At jeg elsker at være alene. Men jeg vil gerne opnå følelsen af ægte forbindelse med hjertet. Til en ven/veninde. I en intim relation. Håber det giver mening.

Kh. MIG


Svar

Kære Dig.

Tusind tak for din henvendelse til min brevkasse, og for at åbne op omkring dine udfordringer og tanker.

Allerførst skal du vide, at du ikke er alene, om at have svært ved at danne tætte relationer til andre end den nærmeste familie.

Du skriver, at du har haft en meget ustabil og kaotisk opvækst, og at du af den grund, måske har lært at være og leve i de store følelser.

Det jeg umiddelbart tænker er, at en ustabil og kaotisk opvækst også må have været en utryg opvækst for dig.

Utryg forstået på den måde, at der ikke har været meget forudsigelighed, og at der måske heller ikke har været den følelsesmæssige tryghed og ro, som børn har brug for under deres opvækst.

De fleste, der vokser op under en utryg opvækst, kan vokse op med en følelse af svigt fra de nærmeste omsorgspersoner. Svigt, fordi de ikke har formået at give barnet den ro, tryghed og stabilitet, der er nødvendig for at sikre en tryg opvækst.

Sker det, at et barn føler sig svigtet under opvæksten, vil barnet være tilbøjelig til at miste tilliden til sine nærmeste, fordi barnet ”lærer”, at de voksne ikke er der til at passe godt nok på barnet. Det, der typisk sker, i de tilfælde er, at barnet beskytter sig selv mod relationer, fordi det har lært, at man ikke kan have tillid til dem – til at de vil én det bedst eller at de er der ubetinget for én. Barnet passer på sig selv.

Som voksen kan man godt sige til sig selv, og prøve at overbevise sig selv om, at andre vil én det bedste og at man godt kan have tillid til relationerne. Men fordi man som barn, har lært noget andet, er det et adfærdsmønster, der sidder så dybt i én, at man ikke blot kan ændre på det, ved at prøve at overbevise sig selv om, at det er anderledes.

Derfor oplever mange, der har haft en utryg opvækst, at det er svært at lukke andre mennesker ind i livet. I hvert fald de mennesker, man ikke er garanteret bliver der, som f.eks. partnere eller venner. 

Et mønster kan være, at man ikke lukker mennesker for tæt ind, at man holder dem på en hvis afstand. Med den (ofte ubevidste) begrundelse at man ikke risikerer at miste så meget – eller sig selv så meget, når de forsvinder (svigter én).

Det kan være enormt sårbart at lukke et andet menneske ind i sit liv, fuldstændigt uden forbehold, rent og åbent, når man tidligere har mistet tilliden til relationerne. Det er sårbart, fordi man gør sig selv sårbar, man åbner sig op og samtidig åbner man også op for risikoen for at miste.

Når du skriver, at du har lært at være i de store følelsers vold, så betyder det måske også, at du primært har lært at mærke andres følelser (og dine egne), når følelserne er store og ikke når, der er ro, når følelserne har været mindre og mere stabile.

For at svare på dit spørgsmål om, om det er almindeligt, at du ikke har følt, at du har elsket en mand.

Ja, det er helt normalt, at du ikke har følt, at du har elsket en mand.

Fordi som jeg har beskrevet med det mønster mange, der har haft en kaotisk, ustabil eller utryg opvækst, har, så er det ofte også sådan, at man ikke lukker en partner helt derind følelsesmæssigt, hvor man giver sig selv lov til at elske. 

Det er typisk som du også beskriver det, let at blive forelsket, fordi man længes efter den kærlighed, opmærksomhed og tryghed, som man ikke fik i barndommen. Men når forelskelsen lægger sig, og man for alvor skal til at lukke det andet menneske ind i livet, bliver det svært og sårbar. Det er her, frygten for at miste, viser sig. Eller måske i dit tilfælde at du ikke kender eller er tryg ved de følelser, der er her.

Men kærligheden kan sagtens have været der. 

Hvis du kan genkende dig selv i det, jeg skriver, så er det med stor sandsynlighed svært for dig at genkende kærligheden, fordi du som barn, ikke har lært den at kende i sin reneste form. Den har altid været der med et forbehold:

  • Du har måske kun oplevet kærligheden i ”de store følelsers vold”,
  • Måske har du lært, at dem du elsker, ikke ubetinget er der for dig.

Dertil kommer at du tidligere har indgået i destruktive forhold, hvor kærlighed også kun har været tilstede med et forbehold.

Det er selvfølgelig kun antagelser. Skal jeg giver dig et mere reelt svar, er jeg nødt til at have større kendskab til din opvækst og baggrund.

Du skriver, at du har det godt i dit eget selskab – at du elsker at være alene. Men at du savner følelsen af ægte forbindelse med hjertet, og det kan jeg virkelig godt forstå.

Du kender til kærligheden, det kan jeg læse, når du skriver, at du elsker din familie og dine børn.

Det er jeg også helt sikker på, at du kan komme til i andre nære relationer.

Det kræver at du arbejder med at være i de relationer.

Du har mod på det, og du giver det en chance, det kan jeg læse, og det skal du også huske på.

Et let alternativ, ville være helt at undgå nære relationer, men det gør du ikke.

Det der måske bliver svært for dig, er at du ikke har erfaringerne med dig.

Du skal til at lære, hvordan du indgår i en ligeværdig relation – hvor du er dig, modparten er den anden, og I er et fælles tredje.

Du skriver, at du gør dig usynlig og gemmer dig væk i relationer til partnere eller i venskaber. Og det er helt forståeligt med den historik, du har med dig – du passer på dig selv.

Et første skridt på vejen er at være bevidst om, at det er sådan, det forholder sig.

Dernæst er det vigtigt, at du gør op med dig selv og træffer en beslutning om, hvorvidt du ønsker at ændre på det.

Hvis du ønsker at ændre på det mønster, du har, så prøv om du kan give dig selv lov til at øve dig.

Med det mener jeg, at sige til dig selv, at når du indgår i en relation lige nu, så øver du dig i at være mere åben og sårbar (for at miste). Ofte er det ikke så sårbart at øve sig – her er det okay, at trække sig igen, gøre sig usynlig og gemme sig, hvis det bliver for grænseoverskridende. 

Det er dog vigtigt at huske på, at gå ind i øvefeltet igen, når du trækker dig.

Når du øver dig, er det godt, at du har et ”sikkert sted”, som du tager udgangspunkt i. Fra dit sikre sted, kan du træde ud lidt ad gangen – ud i relationen. Når du øver dig, er det godt at vide, at du har dit sikre sted, du altid kan vende tilbage til. Når du øver dig pendulerer du frem og tilbage mellem disse to steder – dit sikre sted og relationen.

Du øver dig både på at være i relationerne, men du øver dig også i at være bevidst om dine egne reaktioner:

  • Hvornår er det okay for dig?
  • Hvornår begynder du at trække dig; gøre dig usynlig, gemme dig?
  • Hvad er det, der gør, at du har behov for at trække dig?
    • Er det nogle bestemte situationer, personer, samtaleemner mm.
  • Hvad gør det ved dig; hvilke følelser får du, hvilke reaktioner?

Når du bliver mere bevidst om dette område, hvor du begynder at trække dig. Altså det sted, lige inden du trækker dig – gør dig usynlig, gemmer dig væk, kan du begynde at udfordre det lidt.

  • Er der noget, du kan gøre for at forberede dig på de situationer, personer samtaleemner mm.?
  • Hvad kan hjælpe dig til at være med dine følelser eller reaktioner?

Lad mig komme med et eksempel:

Hvis du erfarer, at du: 

  • efter 30 min samtale med en anden person, begynder at trække dig.
  • kan rumme dine følelser og reaktioner ved at være helt alene i 5 min.

så kan du lave en aftale med dig selv om, at når du er sammen med en anden person, går du f.eks. på toilettet efter 20 min, bruger 5 min der alene på at ”lade op”, hvorefter du er klar til 20 min samvær mere.

Det er måske et meget tænkt eksempel, men jeg tror, du forstår, hvor jeg vil hen med det.

Det du skal nu, det er, at du skal genlære det sted i dig, der er blevet svigtet. Du skal lære, at det er okay at prøve igen, at der ikke nødvendigvis sker det samme nu. Fordi du er et andet sted, det er nogle andre mennesker, du har gjort dig erfaringer om, hvordan du reagerer og fordi at du passer på dig selv.

Når du øver dig og genlærer, er du nødt til at gøre det i situationerne – hvor du er i en relation.

Det kan også være en god idé, hvis du i nogle tilfælde kan være åben omkring din sårbarhed. Hvis du i en relation kan sig; ”Jeg har det ind imellem svært ved at være i tætte relationer, men jeg øver mig. Lige synes jeg faktisk det er lidt svært, det er okay for mig, og det har ikke noget med dig at gøre. Hvis jeg er nødt til at trække mig, håber jeg, at du stadig har lyst til at være her sammen med mig, når jeg er klar til det igen.”

Jeg håber, du kan bruge mit svar. At du kan hente hjælp og inspiration i nogle af de ting, jeg har skrevet til dig.

Pas rigtig godt på dig selv.

De bedste hilsner, Gitte.


Har du et spørgsmål til brevkassen?

Alle spørgsmål er velkomne og jeg svarer på dem, så hurtigt som muligt.
Du kan stille dit spørgsmål her:


0 Shares

Skriv et svar